Stævner

Sakskøbing Rideklub har gennem rigtig mange år haft ry for at være en klub der lavede gode stævner. Dette forsøger vi stadig at leve op til!

At afholde et stævne er bestemt ikke noget man kommer sovende til. Der er masser af forberedelser, der er ting som SKAL klappe på selve dagen og der er en god portion oprydning bagefter. Klubben har et stævneudvalg som sikrer den planlægning der skal til, men i dagene omkring stævnet kan det kun lykkedes fordi mange af klubbens medlemmer deltager……

Bestyrelsen ønsker fortsat at klubben skal være arrangør af stævner, og der er altid brug for ekstra hænder. Kunne du tænke dig at hjælpe til ved sådanne arrangementer har du allerede nu muligheden for at blive skrevet op i en database over interesserede stævnehjælpere. Du kan også sende en besked til stævneudvalget når du kan se tiden for et stævne nærmer sig, og ved hvornår du evt. kan hjælpe. Klik blot her

En stævnedag, hvor solen skinner, flagene blafrer, man kan fornemme nervøsiteten og spændingen fra deltagerne og hvor alt fungerer, er en dejlig dag. Kom og vær med og oplev hvor fedt det kan være selv fra sidelinjen.

Stævnetilskud

Som medlem af Sakskøbing Rideklub og startende for SAR til stævner har du mulighed for at søge tilskud.

Det er muligt at søge til stævner uden for Lolland, Falster, Møn og Sjælland og det skal samtidig være stævner afholdt under Dansk Rideforbund. Der kan gives et tilskud på kr. 1000,- årligt pr, og det er bestyrelsen der afgør hvorledes det bliver givet.

Hvordan gør du så? Jo, du skriver en ansøgning, hvori du beskriver stævnets art, hvor det er afholdt og hvilke klasser du har startet og eventuelle resultater. Samtidig vedlægges kvitteringer for brobillet, færgebillet, dieselforbrug, overnatning, starter, opstaldning eller hvad du nu synes er aktuelt for din ansøgning.

Ansøgninger sender du herefter til én i bestyrelsen, adresser finder du her på hjemmesiden. Bestyrelsen vil på næstkommende bestyrelsesmøde gennemgå ansøgningen og tage stilling til om den bliver godkendt og til beløbets størrelse. Ansøgere vil få direkte besked om udfaldet af ansøgningen så husk at påføre ansøgningen en post- eller mailadresse!

Held og lykke på konkurrencebanerne uden for distrikt 1-5 ;0)