Turridning

At ride en tur, mærke vinden i ansigtet, føle solens stråler på armene og bare nyde samværet mellem dig og din hest er en helt ubeskrivelig følelse.

Turridning

Vi kender alle følelsen af at være ét med hesten, og når man rider tur er man også ét med naturen og oplever ting som man kun kan fra hesteryg. Rådyret som lunter lige så stille forbi, harerne som ikke lader sig forstyrre eller alle lydene, som føles meget mere intense når man lige så stille skridter ud ad vejen.
Både for konkurrencerytteren og for hygge-rytteren bør en hyppig tur i naturen prioriteres for hestens og ens egen skyld. Kjeldmosegaard er så heldig at ligge et sted hvor naturen er lige rundt omkring os. Så nyd den – både forår, sommer, efterår og vinter for hver årstid har sin charme.

Vis hensyn.
Som ryttere på tur viser vi hensyn til andre mennesker og dyr. Vi færdes de steder hvor det er tilladt, og indhenter gyldig tilladelse eller skovkort til ridning på privat grund eller skov. Vi møder fodgængere og andre heste i skridt, samt rider udenom folks pæne rabatter. Der er mange heste i området omkring Kjeldmosegaard, men da vi viser hensyn mens vi rider, får vi fortsat lov til at benytte rideruter i lokalområdet.
På Dansk Rideforbunds hjemmeside sikkerhed i trafikken kan du læse råd og regler for ryttere i trafikken

Forslag til ture.
På denne side kan du læse om nogle af de muligheder du har som rytter i området. Der er plads til flere ruter, hvis du har en god rute, du vil dele med andre, så send den til en i bestyrelsen.